www. visitthy.dk

 
Home > Formandens beretning
Home
Forside
Johannes
Nye medlemmer
Thy tog til København
København
Udviklingsplanen
Turistbog
Statistik
Messer
Fiskeruten
Havørred
Energiture
Elbiler
Magasin
Vandreture
Cykelture
Atlantvolden
Thy360
Stadepladser
GAMLE NYHEDER
Om os

 


 
 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formandens beretning         
Formanden for Thy Turistforening, Henning Holm, udsender formandsberetningen til medlemmerne inden generalforsamlingen, så den dels er kendt og så der også levnes god tid til at præsentere foreningens udviklingsplan.

 

Formandens beretning ved generalforsamlingen i THY Turistforening mandag den 28. marts 2011 ::

 

Beretning 2011.

Som situationen generelt har været for turismen over det meste af landet har også vi her i Thy mærket den økonomiske opbremsning.

Selv om de fleste turistaktører har mærket en tilbagegang grundet de generelle økonomiske vilkår, har den sidste del dog alligevel formået at holde samme niveau og enkelte endda sporet fremgang. 

Der er sket meget omkring og i Thy Turistforening i 2010.

Tre markante ting er strukturændringer i kommunen, der bl.a. har medført en vedtægtsændring i turistforeningen, flytningen tilbage til det tidligere Rådhus på Store Torv i Thisted og påbegyndelsen af en revidering af foreningens strategi- og handleplan, der rækker frem til 2015.

Indtil generalforsamlingen i 2010 var borgmesteren og kommunaldirektøren i henhold til vedtægterne selvskrevet i Thy Turistforenings bestyrelse. Thisted Kommune er en meget væsentlig medspiller indenfor turistområdet, så en politisk og administrativ repræsentation fra kommunen er fortsat ganske naturlig.

I 2010 gennemførtes en strukturændring i Thisted Kommune, og den fik også indflydelse på turistforeningen.

Thisted Kommunes afdeling, der beskæftigede sig med turismen, overgik fra en stabsfunktion under borgmesteren til arbejdsmarkeds- og kulturudvalget og på det administrative område fra arbejdsmarkeds- og kulturforvaltningen til forvaltningen for teknik og miljø, hvor nu både turisme og kultur har sin forvaltningsmæssige forankring.

Det har medført, at der nu i vore vedtægter står, at det er den til enhver tid siddende formand for arbejdsmarkeds- og kulturudvalget, der har sæde i turistforeningens bestyrelse, ligesom der nu udpeges en ledende kommunal embedsmand fra administrationen, hvor det før var fastlagt, at det skulle være kommunaldirektøren.

Efter generalforsamlingen har Arnold Larsen, formand for arbejdsmarkeds- og kulturudvalget og Torben Juul-Olsen, teknisk direktør, haft sæde i bestyrelsen.

I mellemkommunale relationer, hvor det er borgmestrene, der repræsenterer turistarbejdet, er det Thisted kommunes borgmester Lene Kjeldgaard, der fortsat repræsenterer det politiske niveau i Thisted Kommune. Det finder f.eks. sted i samarbejdet med Mors i foreningen ”Thy Mors Helårsturisme”.

I 2010 fik Thy Turistforening en repræsentant i Turistudviklingsfonden Nordjyllands bestyrelse og på samme måde er foreningen og kommunen repræsenteret der ved Arnold Larsen – bestyrelsespladsen, der besættes af Thy Turistforening er traditionelt gået på skift mellem Thy og Mors.

Efter de strukturelle ændringer i VisitDenmark – man kan se regeringens vedtagne lov for VisitDenmark ved at følge linket i det udsendte nyhedsbrev – kom der også ændringer i VisitNordjyllands opgaver.

Når vi dertil lægger, at Thisted Kommune er påbegyndt en revidering af sin turismepolitik, ja så var det oplagt at se på vores egen strategi- og handleplan og få den til at afspejle den situation vi nu står i og de opgaver, bestyrelsen synes er væsentlige frem mod år 2015.

Turistforeningens udviklingsplan er færdig til generalforsamlingen i 2011 og vil blive fremlagt her.

De allerede nævnte ændringer står ikke alene.

I løbet af 2010 har Nationalpark Thy også udviklet sig

Et første besøgscenter blev indviet og nogle at de første praktiske samarbejder mellem nationalparken og turistforeningen er blevet etableret.

Det første nære samarbejde har været omkring en række markedsføringstiltag i forhold til journalistbesøg, annoncekampagner, messedeltagelser og de første konkrete aktivitetstilbud.

At Nationalpark Thy også har etableret sin egen TV kanal er et brandingredskab, der på længere sigt nok skal vise sig ganske betydningsfuldt for egnen – og gøre Thy endnu mere kendt viden om

 

 

Thy Turistforening støtter op om arbejdet i Nationalpark Thy og er parat til at indgå konstruktive og udviklende samarbejder – i god samklang med Naturstyrelsen.

Allerede fra begyndelsen var der en livlig diskussion om, hvordan turismen skulle repræsenteres i bestyrelsen og da enden på den debat blev, at VisitDenmark udpegede en medarbejder fra VisitNordjylland, blev Thy Turistforening til gengæld mere direkte involveret i mange andre sammenhænge. Vi har et medlem af bestyrelsen i Nationalparkrådet, turistchefen deltager bl.a. i gruppen om formidlingsaktiviteter og der er løbende nære kontakter med nationalparkens medarbejdere.

Thy Turistforening har også et stærkt samarbejde med Naturstyrelsen, hvor flere udviklingstiltag har kastet konkrete resultater af sig – til glæde for både fastboende og turister – og det samarbejde ønsker vi kun vil udvikle sig og  styrkes endnu mere i tiden fremover.

Som eksempler på også et praktisk samarbejde finder vi Nationalpark Thy Marathon, Vandrefestivalen og indvielsen af cykelstien mellem Hanstholm og Klitmøller. 

Turistkontoret i Thisted.

Med Thisted Kommunes færdiggørelsen af Store Torv i Thisted og Realeas renovering af det gamle rådhus stod helt nye rammer i forsommeren 2010 klar.

Da den foreløbige anvendelse af hele rådhuset var afklaret, blev der indgået aftale mellem turistforeningen og Thisted Kommune om, at turistforeningen skulle hjælpe Thisted Kommune med at holde øje med, og koordinere, aktiviteterne i huset – i tæt samarbejde med Teknisk forvaltning.

Efter et konstruktivt forarbejde blev de nuværende lokaler så taget i brug i Thisted, og kontorbarakken på havnen forladt. De havde til fulde tjent deres formål og selvfølgelig var der lidt vemod knyttet til flytningen, en følelse, der dog hurtigt blev overskygget af glæden ved at tage de nye perfekte rammer i anvendelse.

Nu håber vi så samtidig, at Store Torv igen vil komme til at summe af livlig torvehandel – et håb, vi stadig har til gode at få indfriet fuldt ud, da torvehandlerne har været lidt tilbageholdne med at gribe de nye muligheder.

Thy Turistforening administrerer kun stadepladserne for Thisted Kommune fredage og lørdage, og ønsker ikke at udvide denne aktivitet, som der har været ytret ønske om fra flere sider – og det ud fra den betragtning, at vi skal se på de samlede tiltag i hele kommunen, hvor der også foregår handels- og markedstiltag.

Selvfølgelig deltog turistforeningen i at arrangere indvielsen og fejringen af det flotte torv og det blev en festlig dag med flere tusinde deltagere – og måske et afsæt for en årlig fejring af torvet, hvor en række deltagere går sammen om tilrettelæggelsen.

Både fejringen af torvet, med Brødrene Olsen og musik hele dagen, plantningen af træet på Store Torv og det sjove projekt med John Lennon og Yoko Ono er arrangementer vi har været enten med i eller har stået for.

Turistkontoret i Hanstholm.

Gennem flere år har turistforeningen haft et lejemål i indkøbscenteret i Hanstholm.

Det har der været flere gode grunde til, men som vi ser de nye udfordringer i den fremtidige indsats, valgte vi at opsige lejemålet her og, så snart nye lokaler i Hanstholm fyr er klargjorte, vil vi tage del i den udvikling, der vil ske her.

En af de overvejelser, der har været afgørende for beslutningen om at flytte, har været ønsket om at skabe et fællesskab omkring foreningens aktivitet – og her har der været skelet direkte til det formidable arbejde, der udføres i Agger omkring turistforeningens hytte, der betjenes af et ambassadørkorps på frivillige betingelser.

I et fællesskab med andre aktiviteter tror vi, at turistindsatsen både kan styrkes og udvikles optimalt. 

Hvis vi, udenfor sommersæsonen, hvor der vil være et heltidsbetjent sommerkontor som hidtil, skal kunne skabes et fællesskab på frivillig basis som et supplement til den eksisterende sommeråbningstid, tror vi på, at konsekvensen kan blive en forlænget periode med betjening og øget åbningstid. Skal den målsætning kunne opnås, er det vigtigt, at vi indgår i en helhed, hvor frivillige ønsker at komme og hvor de mærker, at de indgår i et større fællesskab med flere andre områder end den opgave, der snævert består i betjening af turister.

Med de tanker der har været fremme om Hanstholm fyrs renovering er det oplagt, at turistforeningen søger at blive en del af den aktivitet, der vil udvikle sig der på længere sigt. 

Det er foreningens holdning at service overfor turister i videst muligt omfang skal foregå de steder, vore turister færdes, og det åbner samtidig for muligheden for, at vi er tilstede i mindre omfang flere steder i Hanstholm. Mindre satellitter med informationsmateriale kan opstå i samarbejde med erhvervsdrivende – alt sammen med det formål at møde gæsten der, hvor gæsten færdes for jo mere vi kan nå frem med vort budskab, jo mere har vi chancen for at fortælle de besøgende om de mange muligheder, et ophold på egnen kan byde på. 

Thy Turistforening har også her været involveret i et mere praktisk arrangement idet vi deltog i tilrettelæggelse og afvikling af Nordisk Sejlads, der i 2010 havde sin afslutning i Hanstholm 

Turistkontoret i Hurup

Efter henvendelse fra Arriva er billetsalget igen kommet tilbage til stationen Hurup.

Der har været mange tilkendegivelser af, at et billetsalg naturligt hører til på en station, så da henvendelsen kom, overvejede vi grundigt hvad vi ville - og om det var en opgave vi ville løse.

Svaret blev ja og vi vil nu forsøge os i den kommende tid for at se om det falder naturligt ind i det arbejde vi ellers udfører i Hurup.

Det er sådan, at vi bestræber os på, at personalet i Thy Turistforening indgår i  det samlede turistarbejde, der udføres af Thy Turistforening, så personalet i Hurup har også andre opgaver indenfor det samlede virke samtidig med, at vi vil bestræbe os på også at knytte Hurup endnu tættere til Thisted så vi sikrer os, at alle er godt med inde over alle de opgaver, der findes i hele vort virke og kan træde til hvor der er mest brug for det.

Tilfredsheden over, at der nu igen sælges billetter fra stationen blev særligt udtrykt under generalforsamlingen for Hurup Handelsstandsforening.

Turisthytten i Agger

Der blev stilhed, da meddelelsen om at Skipper var afgået ved døden, nåede frem.

Ud over at have ydet en helt særlig praktisk indsats omkring hytten i Agger og ud over at han deltog aktivt i pasningen og servicering af gæster i en årrække, hjalp han også i flere år med at forsyne turistvirksomheder og andre med Thyguider.

Skipper havde sin årlige rute og han varetog på denne måde en vigtig funktion i turistarbejdet i Thy.

Ved siden af det var han altid med sin konstruktive tilgang til problemstillingerne og sit behagelige væsen en værdsat og markant person, der vil blive savnet dybt.

Det leder mig hen til en meget stor tak til de, der frivilligt stiller sig til rådighed fra tidlig sommer og til turisterne igen forlader os, jer ambassadører, der for os nærmest har stået som et forbillede, da vi skulle tale om, hvordan vi i turistforeningen gerne så den nærmeste fremtid forme sig der, hvor turisterne færdes..

Vi synes det utroligt vigtigt, at gæsterne kan møde en lokalforankret person, der med sin viden kan være med til at give turisten netop den information om lokalområdet, der er behov for.

Kombinationen af at møde en person, der kender lokalområdet ud og ind og det med at turisten kan blive ledt videre ind til et af vore helårskontorer, hvis der skulle være behov for det er lige præcist det, der har ligget til grund for det udviklingsarbejde, I kan høre mere om på generalforsamlingen i 2011 – da det forventes, at den nye udviklingsplan på det tidspunkt være færdig til fremlæggelse.

En meget stor tak til jer frivillige, og ambassadører, og vi håber, at samarbejdet vil fortsætte i mange år endnu under jeres kyndige og utrættelige indsats.

Thy Mors Helårsturisme

I forbindelse med tiltag indenfor helårsturismen i Nordjylland blev der dannet en forening, Thy Mors Helårsturisme, der med de to kommuners borgmestre i spidsen er sammensat af både Thisted og Morsø Kommuner og Thy og Mors turistforeninger samt repræsentanter fra turisterhvervet på Thy og Mors.

Arbejdet blev startet for omkring 5 år siden, og sidste år var det så tiden at nå til konkrete resultater af samarbejdet og de er i 2010 ved at blive afsluttet indenfor 5 områder, så de i forsommeren 2011 skulle kunne sendes direkte ud til udvalgte kunder.

De 5 områder er:

Lokale fødevarer på lokale spisesteder, mest med forankring på Mors

Energiture, mest med forankring i Thy.

Database over de kundegrupper, vi kunne tænke os at henvende os til.

Det har været nødvendigt, udover at etablere en database, at henvende os direkte til eventuelt interesserede kunder, da vi ellers ville komme på kant med loven.

Magasin med små historier fra Thy og Mors der præsenterer egnen på  en anderledes måde end vi ser gennem vore normale turistguider.

Hjemmeside, der skal bruges til at formidle de konkrete rejseprodukter og samtidig tjene til inspiration for turister.

Medlemmer.

Som det har været tendensen de sidste år har der også i 2010 været en lille tilbagegang i medlemstallet og det skyldes bl.a. virksomhedsophør og de særlige vilkår man kan komme i under den almindelige økonomiske afmatning.

Det har derfor været en meget stor opmuntring når flere virksomheder har givet deres forklaring på, hvorfor de ønsker at træde ud af foreningen når denne tager udgangspunkt i ønsket om at støtte til det arbejde, der udføres for turismen i Thy, men gøres nødvendig af en økonomisk trængt situation.

Det er trist, at den økonomiske situation har ramt hårdt på vores egn, men for os er det positive signal, at man bestemt ønsker at bakke op om vores indsats.

Vi vil naturligvis håbe, at virksomhederne i Thy fortsat vil  støtte op om vort arbejde og vi vil så til gengæld bestræbe os på i endnu højere grad at indgå i samarbejder med erhvervslivet for at styrke oplevelsen af, at det også er en naturlig del af turistarbejdet i mange sideafledte effekter..

Begyndt lokale møder

Da bestyrelsen i slutningen af 2010 begyndte at forme ideen om, at vi i langt højre grad skal være tilstede ude omkring i kommunen tog turistchefen initiativ til at mødes med en gruppe aktører i Svankjær.

En oplevelse han berettede utroligt positivt om og som helt sikkert vil afføde flere møder med de lokale turistaktører.

For det første er det vigtigt at skabe et forum, hvor man sammen prøver at give input til det arbejde, der udføres i turistforeningen, men samtidig er det gavnligt, at lokale turistaktører møder hinanden.

Efter beretningen af den store nytte, turistchefen gav udtryk for han havde fået af mødet med folk omkring Svankjær var det klart, at strategien om at styrke indsatsen ude hvor turisterne færdes blev underbygget så både de frivilliges indsats i Agger og det klyngemøde, der fandt sted i Svankjær kunne tjene som inspiration.

Arbejdet i bureauerne

Turistforeningen bliver benyttet til et væld af opgaver – opgaver der tydeligt viser, at man har godt brug for et servicecenter, der kan hjælpe både de lokale og vore turister. Turistforeningen deltager i mange arrangementer – lige fra tilrettelæggelsen af ophold for belgiske surfere til servicering af busser med ældre endagsbesøgende.

De belgiske surfere var her før det store arrangement i Klitmøller, Worls Cup for surfere, blev afviklet i Klitmøller.

Ingen tvivl om, at det arrangement har haft en meget stor betydning for området og at vi vil indgå i bestræbelserne på at videreføre det påbegyndte i et bredt samarbejde, der bl.a. involverer Thisted Kommune og naturligvis arrangørkluben NASA.

Et stort serviceapparat med mange specialiserede opgaver fra fiskekort, campingpas, gavekort, billetsalg, lokalkendskab, rådgivning og vejledning om ophold og besøg har året igennem betjent et meget stort antal henvendelser.

Som det kan ses af regnskabet for 2010 er det samtidig lykkedes at tilpasse driften så den lever op til målsætningen om at afdrage det lån, der blev ydet i den helt specielle situation, foreningen befandt sig i i 2008.

Arbejdet i bestyrelsen

Også i bestyrelsen har vi mærket, at den turbulente periode er overstået og det har bevirket, at vi besluttede os for at revidere den gældende strategi- og handleplan.

Gennem 2 temadage tog vi fat på turistforeningens virke lige fra drøftelsen af formålet med turistforeningen i årene fremover, de opgaver vi så foran os og til, hvordan vi kunne tænke os nå frem til gennemførelsen.

Det har været en utrolig frugtbar proces, der mest af alt viser, at turistforeningens bestyrelse står sammen i arbejdet og trods forskelligheder formår at samles om en fælles retning – også til gavn for de, der skal arbejde på udførelsen i henhold til det, der udgår af beslutning fra bestyrelsen.

Stemningen i bestyrelsen er overordentlig god, debatterne frugtbare og bidragene til det fælles arbejde har fremmet forståelsen for turismens mangfoldighed - en omstændighed, der spiller en vigtig rolle når så mange aktører prøver at finde et fælles fodslag.

Et solidt og konstruktivt arbejde blev påbegyndt med revideringen af vores strategi- og handleplan og takket være konsulent Falko Nørrs hjælp kan det arbejde afsluttes med fremlæggelse af en ny udviklingsplan ved generalforsamlingen i marts 2011. 

Afslutning.

Det har været et godt år for arbejdet i Thy Turistforening. Vi er godt på vej til at de fysiske rammer, der er iværksat et grundigt arbejde om udviklingen frem mod år 2015 og travlheden på kontorerne bevidner at der er god brug for den service, der tilbydes.

Et godt regnskab, der viser ansvarlig drift trods usikkerhed om etableringsudgifter ved flytning o.s.v. gør, at vi så også tør arbejde videre med de store planer for markedsføringen af Thy og sætte nye høje mål op for markedsføringen i 2011 0g 2012.

En stor tak til personalet i Thy Turistforening for et veludført arbejde, tak til Thisted Kommune, VisitNordjylland og Thy Mors samarbejdet, tak til Nationalpark Thy og Naturstyrelsen for alle de udviklingsarbejder, vi er involverede i sammen, tak til handels- og erhvervsforeninger i Vorupør, Thisted og Hurup og tak til Hanstholm Havn, Havneforum, Thisted havn, Kunstforeningen Det Ny kastet og de mange øvrige samarbejdspartnere, Thy Turistforening er sammen med i arbejdet for at fremme turistarbejdet i Thisted Kommune

 

Hurup den 20. marts 2011

 

Henning Holm

formand for Thy Turistforening